Arto - v291094

Gør jer selv en tjeneste og læs dette (-;
- because:
Da vi var børn kunne vi alting, man kunne sidde på gyngen og forestille sig at sandet under os var lyset fra en lille by fuld af huse og lamper. Vi måtte sidde i vindueskarmen, men vi måtte ikke åbne vinduet. Og vores kær mor kyssede os på panden, inden man skulle sove. Og det fik hundredvis af mareridt til at gå væk. Verden syntes at ligge åben engang - dengang. Man kan huske den første cykeltur uden støttehjul, den første gang man var alene hjemme i huset,
Upturn of the day:
og pludselig kom den første skoledag med ens mor i den ene hånd og far i den anden, og sådan kunne man altid erobre verden. Og den første gang man sov alene ude hos en veninde, den første gang man blev forelsket, den første gang man mærkede hans læber mod sine. Og den første tåre som efterhånden blev til tusindvis, og pludselig kunne man ikke klare verden. Pludselig smækkede man med dørene og ens forældre måtte helst forsvinde. Pludselig græd man alene på ens seng når ingen var hjemme.
Downturn of the day:
Pludselig kunne man ikke alting - knap så uovervindelig. Dengang ville man så gerne være stor . Man ville gerne gå i skole og cykle alene rundt og sove ude. Og i fjernsynet så man tegnefilm også de hvor de ikke talte, også de uden farver, det forstod man ikke rigtigt. Man ville så gerne vokse op en smule for hurtigt og være til. Dem der var ældre end os, virkede så stor og voksne med en drink i hånden. Pludselig skulle det ikke være sårn mere. Der var ingen at lege powerpuff pigerne med.
Has been doing:
Og tegnefilmene blev erstattet med engelske kærlighedsfilm, og pludselig var bøger den eneste udvej til en fremtid? Nu hvor vi har oplevet at det ikke er nemt at være voksen, vil vi gerne tilbage til dengang ...